Racerbilen med MASCOT® WORKWEAR på siden og Christian
Lundgaard bag rettet fortsætter jagten på point i 2021. Den unge kører har
nemlig bevaret sin plads i Formel 2 i den kommende sæson. Sæsonen bliver dog
med en smule anderledes løbskalender end tidligere.
Det danske motorsportstalent, Christian Lundgaard, sluttede
sin første sæson i Formel 2 på en samlet syvende plads. Lundgaard lå ellers længe
lunt i svinget til en placering i top tre, men blot fire point i sæsonens seks
sidste løb var altså ikke nok til at holde placeringen.
Den ærgerlige afslutning skal dog ikke overskygge Lundgaards
ellers flotte Formel 2-debut. To sejre og fire podiepladser blev det til. Det
samlede resultat var da også nok til at sikre, at Christian Lundgaard fortsat
har plads hos Formel 2-teamet, ART Grand Prix, den kommende sæson.
MASCOT-logoet fik debut på racerbanen med Christian Lundgaard i november 2020. Løbet i Bahrain var det første, efter MASCOT var blevet præsenteret som ny hovedsponsor for det unge, midtjyske talent.
Store forventninger
Tre af Christian Lundgaards konkurrenter fra Formel 2 sikrede sig for nyligt et sæde i motorsportens kongerække, Formel 1. Det drejer sig om vinderen af Formel 2, Mick Schumacher, nummer tre, Yuki Tsunda samt nummer fem, Nikita Mazepin. Christian Lundgaard har heller ikke lagt skjul på sine drømme om selv at avancere til Formel 1.
I starten af november blev MASCOT® WORKWEAR præsenteret som ny hovedsponsor for Christian Lundgaard. MASCOT Arbejdstøj fortsætter med at støtte det unge talent mod hans mål i 2021.
Med tre af de nærmeste konkurrenter væk og med det talent Lundgaard har bevist, han besidder, er der en naturlig forventning til, at han kommer til at blive placeret i toppen af Formel 2 i den kommende sæson.
Samme antal løb men færre runder
Sæsonen 2021 bliver dog noget anderledes end de foregående. Grundet besparelser i Formel 2, er antallet af runder blevet skåret ned fra tolv til otte. Til gengæld består hver runde nu af tre løb frem for to. Det betyder, at det samlede antal løb forbliver 24.
Sæsonen bliver skudt i gang samme sted, hvor den forrige sluttede, nemlig i Bahrain. Det sker den 26.-28. marts 2021.