Guide til de bedste pizzasteder i Aarhus

Guide til de bedste pizzasteder i Aarhus

16. feb 2022

Der er over 100 forskellige pizzasteder i Aarhus, så der er nok at vælge mellem. Der er mange meninger om pizza, blandt andet om bunden skal være tyk eller tynd, og om toppingen skal være helt simpel eller ej. Hvad end du er til, så finder du det i Aarhus. Bliver du overvældet af de mange muligheder, så får du her en guiden til de bedste pizzasteder i Aarhus.

Fratelli 

Fratelli finder du både på Trøjborg, Vestergade og i Viby. Med en autentisk italiensk stemning og gode, lokale råvarer er du sikker på pizza af høj kvalitet. Stedet, som er blevet kåret som Aarhus’ bedste pizzaria flere gange, serverer napolitanske pizzaer med sprød skorpe, og har priser, som er helt fair.

Il Locale

Er du til pizzaer, der er lidt anderledes og tør tænke udenfor boksen, så skal du helt sikkert besøge Il Locale. Bunden er lavet af langtidshævet surdej, og råvarerne er af god kvalitet. Prøv for eksempel deres pizza med trøffelcreme, rucola og ost eller deres kartoffelpizza med parmesan. Restauranten er altid fyldt med gæster og liv, hvilket man godt forstår, når man har smagt Il Locales pizza. 

Pizza Adagio

Også tidligere kåret som Aarhus’ bedste pizza er Pizza Adagio, som ligger på Åboulevarden. Her finder du autentisk italiensk pizza lavet af friske kvalitetsråvarer. Pizzabunden knaser, fyldet er helt simpelt, og smagen er i top. De fleste vælger at tage deres pizza med som take-away, men hvis du er heldig at få plads, kan du også indtage den på en af de få spisepladser indendørs. 

Il Mercatino

Il Mercatino er ikke bare et pizzasted, men også en italiensk købmand, der selvfølgelig har en italiensk ejer. Her finder du alt fra lækker pasta til charcuteri, oste fra italien, gode madlavningsolier og mange andre italienske delikatesser. Stedet er beliggende på Mejlgade i Latinerkvarteret. Pizzaen smager som ægte italiensk pizza, men der er også mulighed for at få pastaretter eller panini, som smager lige så fantastisk. 

Frankies

Også beliggende i Mejlgade i det gamle auktionshus finder du den lækre stenovnsbagte pizza fra Frankies. Her er en hyggelig og uformel stemning, som indbyder til også at nyde et af stedets mange lækre cocktails eller en god øl. Du finder alt fra traditionelle pizzaer til anderledes og nytænkte pizzaer, og du kan endda få all you can eat pizza og drikke. Det er et perfekt sted både til familiehygge og aftener med vennerne. 



Følg og få notifikationer ved næste blogindlæg


Annonce