1.327 visninger
|
Oprettet:
{{ group.groupName }}
Medlemmer: {{group.memberCount}}Forside Forum Medlemmer Annoncer {{ group.itemMoreItems }}
Andre forumemner med "HAHA En joke"
Haha..."joke"
Den er nok set før men...Læs den da lige igemmen... :) En mand stod og makkede med sin Fiat 127 på en rasteplads. Han kunne ikke få den til at starte. På rastepladsen holdt der også en BMW 850. Fø...
Den er nok set før men...Læs den da lige igemmen... :) En mand stod og makkede med sin Fiat 127 på en rasteplads. Han kunne ikke få den til at starte. På rastepladsen holdt der også en BMW 850. Fø...
Skrevet af: Kim K - 24. apr 2008
haha,grill joke
Manden sidder og betragter sin hustru, da de griller, og det bryder ud af ham: ''Gud, din røv er jo lige så stor som weberen''. Konen bliver fornærmet og stemningen daler. Da de kommer i seng, kan ha...
Manden sidder og betragter sin hustru, da de griller, og det bryder ud af ham: ''Gud, din røv er jo lige så stor som weberen''. Konen bliver fornærmet og stemningen daler. Da de kommer i seng, kan ha...
Skrevet af: Jt ! - 9. maj 2011
Telefon joke
Telefon joke tar en uventet drejning haha var flad af grin
Telefon joke tar en uventet drejning haha var flad af grin
Skrevet af: Bandit . - 21. jan 2009
Spar penge på din forsikring
jul 2008
Følger: 68 Følgere: 69 Biler: 2 Emner: 54 Svar: 784
mar 2007
Følger: 88 Følgere: 80 Biler: 3 Emner: 584 Svar: 3.085
okt 2006
Følger: 29 Følgere: 27 Biler: 1 Emner: 460 Svar: 4.177
Altså, selvfølgelig bliver han kristen. Han aner intet om islam:
Ære og skam v/ Naser Khader
Kommentar til »Ære og Skam«
Borgen 1996
- Citater fra bogen er sat i kursiv
s. 22
Naser Khader (i det følgende NK) skriver:
De arabiske nomader i 500-tallet var overvejende animister, som tilbad træer, sten, vandbrønde mm. Dette udviklede sig senere til polyteisme, troen på flere guder. Man havde også en forestilling om eksistensen af to væsner; den venlige »djin« og den onde »a’afrit«. (Disse væsner blev senere overtaget af den islamiske tradition).
NK betragter Islam som en fup-religion ved at påstå, at profeten Muhammad tilføjede troen på djinnerne i Koranen, da de var en del af hans forfædres traditioner. Han skriver det ikke direkte, så læseren ubevidst får en fornemmelse af, at Islam er sammenstykket af de tidligere hedenske araberes traditioner og overtro. NK fortæller ikke læseren, hvad for en størrelse, han tænker på, når han skriver "den islamiske tradition". Troen på djinnerne er en så uadskillelig del af Islam, at den 72. kapitel i Koranen, surah al-Djin, er kaldt efter dem. NK benægter med disse ord Koranen som Guds ord - og kun Guds ord - sådan som en muslim nødvendigvis må tro.
NK skriver:
Ka’abaen, i dag islams helligste sted, er den firkantede bygning i Mekka, hvori den sorte sten, som er resterne fra Guds første bedehus (som Adam byggede og Abraham genopbyggede) på jorden, findes.
Ovenstående kan give anledning til misforståelse. Derfor en lille omstrukturering:
Ka’baen, i dag islams helligste sted, er den firkantede bygning i Mekka, som er resterne fra Guds første bedehus (som Adam byggede og Abraham genopbyggede) på jorden. Den sorte sten er placeret ved Ka’baen.
s. 23
NK skriver:
Det fortælles, at Muhammad på et tidspunkt begyndte at interessere sig for jødedommens og kristendommens ene Gud og for de kristnes og jødernes tankeverden. Han følte sig især tiltrukket af det kristelige fromhedsideal. Derfor begyndte han - ligesom de kristne eremittermunke - en hel måned hvert år at trække sig tilbage og isolere sig i en grotte i "Hira-bjerget" nord for Mekka. Men han konverterede aldrig til kristendommen (eller jødedommen, selvom en del arabere gjorde det). Dette betød, at han i modsætning til de kristne munke ikke havde en tidebønnebog at recitere fra.
Den bevidste analogi mellem profetens adfærd og datidens kristne og jøders religiøse praksis, er endnu engang tegn på, hvor lidt NK har anvendt islamisk litteratur i sin skildring af profeten Muhammed.
Grotten hedder Hira (Ghar Hira) som er i Nur-bjerget (Jabal an-Nur).
s. 24
NK skriver:
Baggrunden for forkyndelsen om Dommedagens snarlige komme var, at Muhammad (efter mødet med den kristne munk, der antog ham for at være den kommende Shiloh) opfattede sig selv som den første ikke-jødiske profet Shiloh. Ifølge Det Gamle Testamente (GT), 1. Mosebog, vil Shilohs komme være det første tegn på verdens snarlige undergang.
Ovenstående repræsenterer kristent/jødisk argumentation, og er derfor forkasteligt set fra en islamisk synsvinkel.
s. 25
NK skriver:
Respekten for Gud er så stor, at når en muslim overhører nogen hævde, at Gud ikke findes eller bespotter ham, skal de bede om tilgivelse for overhørelsen. Også når en muslim ser sko vendt om, således at sålerne peger opefter (mod Gud), vender muslimen øjeblikkeligt skoene om. (Skosålerne vendt mod en person er i det hele taget tegn på manglende respekt).
Hvis en muslim ikke selv bespotter Gud, er der heller ikke nogen grund til at føle sig skyldig, pga. at andre gør det.
Ifølge Koranen kan Gud ikke lokaliseres; Han er allestedsnærværende. En muslim tror derfor ikke, at Gud er oppe i Himlen.
Det er ikke islamiske adfærdsmønstre NK beskriver her, men nogle uvidende muslimers uskyldige naivitet.
s. 26
NK skriver:
(Note 4, side 215): Islam opererer slet ikke med en Helligånd.
Koranen nævner Helligånden som englen Gabriel, der viderebragte Guds budskab til profeten Muhammad (surah 16, vers 101-102).
s. 27
NK skriver:
I andagtsøvelsen med perlebåndet opremser man Guds »99 skønneste navne«. Et islamisk perlebånd har enten 99 eller 33 perler. Man nævner et af Guds navne eller en egenskab, hver gang man rykker en perle.
Perlebåndet kan godt bruges på nævnte MÅDE, men ikke i nævnte FORBINDELSE. Efter de 5 obligatoriske daglige bønner, nævnes 33 gange sætningen "Subhan Allah" (Allah er fri for al mangel og fejl), 33 gange "Alhamdu lillah" (al taknemlighed er til Allah) og 33 gange "Allahu akbar" (Allah er den største). Til sidst siges "La ilaha illallah" (der findes ingen anden gud end Allah).
s. 28
NK skriver:
Når den fromme muslim påskønner noget smukt, frodigt eller sundt, siger han/hun »mashaallah« (i Guds øjne).
"Ma sha Allah" kan bedst oversættes til dansk med "sådan som Allah ønskede det" eller "som det var Allahs vilje". Det er umuligt at oversætte det til "i Guds øjne".
s. 29
NK skriver:
De to vigtigste engle er Gabriel og Uzrain.
...
Engelen Uzrain har til opgave at sørge for, at mennesket dør på det tidspunkt, som Allah allerede har bestemt før fødslen.
Dødsenglen hedder ikke Uzrain i islamisk terminologi. Dødsenglen nævnes en enkel gang i Koranen som "malakul-mawt" (surah 32, vers 11).
s. 30
NK skriver:
Jeg tolkede engang for en familie, der mistede deres kun 14-årige datter. Da lægen meddelte dødsfaldet, begyndte moderen og datterens søskende at græde. Den meget religiøse familiefar begyndte (med tårer i øjnene) at skælde sin kone og sine børn ud. Efter hans (og andre meget rettroende muslimers) opfattelse er gråd og jamren en protest mod Guds vilje og bestemmelse. De begrunder denne holdning med profeten Muhammads udtalelse om, at »den døde pines ved den levendes gråd over ham«.
Ordet »rettroende« i denne forbindelse er et uheldigt valg. Det vil medføre, at folk der ikke er i stand til at overholde profetens råd om ikke at begræde de døde, vil blive benævnt som "fejl"-troende. Man kan ikke være mere eller mindre rettroende, men mere eller mindre praktiserende.
s. 31
NK skriver:
Ifølge Koranen (15,29-36) var Iblis, endnu før mennesket blev skabt, en Ærkeengel. Men da Adam blev skabt, blev Iblis misundelig på Adam, fordi Adam blev skabt med seksuelle drifter, mens Iblis var/er et aseksuelt væsen.
Koranen nævner IKKE, at Iblis (satan) var en ærkeengel. Han var kun en djin ifølge Koranen (surah 18, vers 50).
Ovenstående begrundelse for Iblis’ misundelse på Adam er ukorrekt. Jvf. med Koranens udsagn (surah 15, vers. 29-36), som NK selv henviser til, men ikke gengiver.
Koranen, surah 15, vers 29-36:
- Og (ihukom den tid) da din Herre sagde til englene: Jeg vil skabe et menneske af klingende ler, af mudder der er formet.
- Så når Jeg har fuldendt det og blæst i det af Min åbenbaring, fald så tilbedende ned og tjen det (mennesket).
- Og alle englene faldt på deres ansigter (i bøn).
- Men Iblis, han nægtede at være blandt dem, der faldt tilbedende ned.
- (Gud) sagde: O Iblis, hvad er der galt med dig, siden du ikke er blandt dem, der faldt tilbedende ned?
- Han svarede: Jeg vil aldrig falde ned for et menneske, Du har skabt af klingende ler, af mudder der er formet.
- (Gud) sagde: Gå da ud herfra, thi du er visselig forkastet.
- Og forbandelsen skal være over dig til dommens dag.
s. 32
NK skriver:
Ved et enkeltstående tilfælde havde Iblis endda heldt til at friste selveste profeten Muhammad. Dette skete, da Muhammad i tre vers i en åbenbaring (Koranen 53, 19-21) anerkendte de tre præ-islamiske gudinder al-Lat (himmelgudinden), al-Manat (skæbnegudinden) og al-Uzza (kærligheds- og krigsgudinden) som halvguder. Men da denne anerkendelse gik imod den indiskutable monoteisme, blev versene trukket tilbage med henvisning til, at de var produktet af »en satanisk tilskyndelse«. Disse tre vers, som fik betegnelsen »de sataniske vers«, blev erstattet med tre andre vers.
NK har ingen kildehenvisning til ovenstående, som er en, af orientalisterne grundigt bearbejdet, påstand. Man kan ikke erklære sig muslim, hvis ovenstående er ens overbevisning. Det forklarer NK ellers på en glimrende måde videre i teksten ifm. omtale af Salman Rushdies »De sataniske vers«. Men det er misvisende, når han starter med at berette om sagen med de sataniske vers som en faktuel historisk begivenhed.
NK skriver:
I Koranen, der blev samlet og kodificeret 20 år efter Muhammads død, og som omfatter de 114 åbenbaringer, Muhammad fik i sine 22 års virke som profet, har man kun kodificeret de nye vers (53,20-21). Men de oprindelige vers, der blev trukket tilbage, kendes fra overleveringen.
Koranen består af 114 surah’er (kapitler), ikke 114 åbenbaringer. De fleste kapitler er sammensat af flere åbenbaringer.
s. 33
NK skriver:
De, der har syndet, har dog mulighed for at blive tilgivet, hvis de vel at mærke angrer.
For at læserne ikke skal være i tvivl, er det værd at nævne (burde have været nævnt i bogen), at denne mulighed for tilgivelse gives mennesket, kun før døden indtræffer.
s. 34-35
NK skriver:
De islamiske overleveringer går mere i detaljer. Efter disse overleveringer er et af de første tegn på Dommedagens komme kaos i verden med kun få og forfulgte rettroende.
Manglende henvisningsteknik. NK burde være omhyggelig i omtalen af Islams kildemateriale. Hvad menes der med "overleveringer"? Det, der menes, er Hadith-samlingen (profetens udsagn og sædvane), som jo ikke er en selvfølge for læseren.
s. 35
NK skriver:
Jesus blev ifølge den islamiske lære hentet op til himmelen og er fortsat deroppe og vil vende tilbage sammen med Muhammad lige før Dommedagen.
Profeten Muhammad (Guds fred og velsignelse være med ham) vil IKKE vende tilbage i henhold til Islam. Det er der fuldstændig enighed om. NK undlader endnu engang at henvise til en kilde, hvor det er "livs"vigtigt, da det er Islams troslære, han forsøger at belære læserne om.
Det er dog korrekt, at profeten Jesus ifølge Islam vil vende tilbage inden Dommedagen.
s. 36
NK skriver:
Muhammad var en af de profeter, der ikke kunne udrette mirakler. Det erkendte han selv.
100 % ukorrekt. NK demonstrerer her åbenlyst sin uvidenhed om Islam i almindelighed og om profeten Muhammad i særdeleshed. Der findes ikke nogen Hadith, hvor profeten Muhammad erkender, at han ikke kunne udrette mirakler. Tværtimod er der adskillige Hadith, hvori der bliver berettet om profetens mirakler.
s. 37
NK skriver:
Det fortælles (i Koranens 17,2), at Gabriel en nat førte Muhammad (på en »Buraq«, en vinget hest med kvindehoved og påfuglehale) fra Mekka til tempelpladsen i Jerusalem, hvor han forrettede en bøn med Abraham, Moses og Jesus. Derefter foretog de en himmelfart med start fra klippen og så himmel og helvede. Denne himmelfart kaldes »isra wa miradj«.
Beskrivelsen af Buraqs udseende bygger ikke på islamisk kildemateriale. Buraq er ifølge Hadith-samlingen (profetens udtalelser) en mellemting mellem et æsel og et muldyr, er hvidt og vinget, og har lange ører. Ved hjælp af sine vinger kan det tilbagelægge hele den afstand, det kan se med sit øje på et skridt og er altså meget hurtig. Disse er de eneste, Hadith-samlingen kan byde på ifm. Buraqs udseende.
NK skriver:
Islamiske teologer er ikke enige om, om denne oplevelse skal forstås bogstaveligt eller billedligt.
Islamiske teologer er ENIGE om, at denne oplevelse skal forstås bogstaveligt. Det, de ikke er enige om, er, om miradj (himmelrejsen) foregik sjæleligt eller legemligt. Ellers er de enige om, at isra (rejsen til Jerusalem) foregik legemligt.
s. 39
NK skriver:
Islam blev nu en selvstændig arabisk religion eller en egenart, hvor den før var en variant af kristendommen og jødedommen.
Ligesom kristendommen ikke er en jødisk religion, altså en religion for jøder, er Islam heller ikke en arabisk religion.
Islam har på ingen tidspunkt været en variant af kristendommen og jødedommen. At påstå det, er at tro på, at profeten Muhammad forfattede Koranen under inspiration af det Gamle og Nye Testamente og senere begyndte selv at opdigte en arabisk religion. Denne tankegang er fuldstændig i uoverensstemmelse med Islam. Koranen er Guds ord. Punktum. Det er en absolut betingelse at tro på dette, hvis man vil erklære sig muslim.
NK skriver:
Efter bruddet med jøderne bad Muhammad muslimerne om at ændre qibla’en, »bederetningen«, fra Jerusalem til Mekka. Han bad dem om at gå fra den jødisk-inspirerede forsoningsdagsfaste til ramadanen, den muslimske fastemåned. Han gjorde fredag til muslimernes hviledag, bl.a. fordi Adam blev skabt på en fredag og drevet ud af paradiset på en fredag.
MUHAMMAD bad ikke muslimerne om disse, GUD påbød dem det.
Fredag er ikke en hviledag for muslimerne, snarere en helligdag. Det er ikke meningen, at der skal holdes ferie om fredagen. Fredagen er vigtig pga. den obligatoriske fredagsbøn, der udføres i stedet for middagsbønnen.
s. 41
NK skriver:
Koranen og den islamiske lære skelner mellem »den store djihad« og »den lille djihad«.
Der står intet om "den store" eller "den lille" jihad i Koranen. Det gør der til gengæld i Hadith-samlingen.
s. 41-42
NK skriver:
Djihad betyder ikke, at man skal sprænge sig selv i luften og slå uskyldige mennesker ihjel. Kun når Islam som religion bliver truet og undertrykt og muslimerne bliver forfulgt og forhindret i at dyrke deres religion, først på det tidspunkt må de ty til djihad - altså i forsvarsøjemed. I Koranen (2,191) hedder det: »Og kæmp for Allahs sag mod dem, som bekæmper jer, men vær ikke angribere, thi Allah elsker ikke angriberne«.
NK har ret, når han skriver, at det er uislamisk at sprænge sig selv i luften og slå uskyldige mennesker ihjel. Men sætningen "wa la ta’tadoo" i surah 2, vers 191 i Koranen, er ikke korrekt oversat til dansk (NK har anvendt Ahmadiyya-bevægelsens Koran på dansk. Muslimske lærde er enige om, at Ahmadiyya-bevægelsens troslære er i uoverensstemmelse med den islamiske troslære; derfor betragtes tilhængerne af denne bevægelse ikke som muslimer).
Den tilnærmelsesvis korrekte oversættelse skulle således være: "Og kæmp for Allahs sag mod dem, som bekæmper jer, men overskrid ikke grænsen, thi Allah elsker ikke dem, som overskrider grænsen". At overskride grænsen skal her forstås som ikke at overholde de retningslinier profeten Muhammad har lagt for krigsførelse, såsom ikke at dræbe civile, kvinder, børn, gamle, ikke at slynge sværdet i ansigtet på fjenden, ikke at skære næse, ører osv. af fjenden.
Gud ønsker naturligvis, at muslimer skal kunne forsvare sig mod trusler, men at Gud kun skal have tilladt muslimer at føre forsvarskrige er en udbredt misforståelse. Dette kan ses i Koranen i det følgende, i surah 2, vers 194: "Og bekæmp dem, indtil der ikke mere er forfølgelse, og tilbedelse kun er til Allah. Hvis de afstår (fra krig), er der kun fjendskab og angreb mod de uretfærdige". Muslimer må altså gerne angribe en fjende, som ikke nødvendigvis har angrebet det muslimske samfund, men er uretfærdig mod sit eget folk og som er en potentiel trussel mod det islamiske samfund.
Dette vers henvender sig til det muslimske samfund, ikke til den enkelte muslim. En muslim kan ikke individuelt selv tage beslutning om at føre "krig" mod noget u/anti-islamisk. Beslutningen om en evt. krig træffes efter det islamiske statsstyres vurdering af en bestemt situation. Før sådan en beslutning er der både religiøse og krigsstrategiske hensyn, der skal tages.
s. 42
NK skriver:
Efter dette nederlag får Muhammad en åbenbaring (Koranen 4,3), der tillader polygami (flerkoneri). (Muhammads løsning på mandemangel var at gøre som de forrige profeter: at praktisere polygami).
NK skriver selv, at "Muhammad får en åbenbaring". Senere skriver han, at praksis af polygami var Muhammads løsning på mandemangel. Hvem har forfattet Koranen ifølge NK? Gud eller Muhammad?
s. 45
NK skriver:
Muslimske feminister mener, at Omar var en stor ulykke for islam. (Ligesom nogle kristne feminister mener, at Paulus var det for kristendommen. Det var ham, der bl.a. udtalte at »kvinderne skal tie i forsamlinger«). De muslimske feminister begrunder det med, at Omar øvede stor indflydelse på Muhammad og på Muhammads syn på kvinderne i den sidste periode af profetskabet. Det negative kvindesyn blev endnu mere fremtrædende efter Muhammads død, idet Omar i al for høj grad kopierede jødernes og de nyligt erobrede kulturers (Syriens, Iraks og Persiens) strengere kvindesyn. I Hammurabis lovkodeks nr. 175 (verdens ældste lovsamling fra ca. 1800 f.v.t, skabt af den babyloniske konge Hammurabi, der styrede nuværende Irak, Iran og Syrien, og hvis tanker om kvinder stadig er gældende den dag i dag i mange af de små samfund i de pågældende lande) står bl.a.: Hvis en hustru modsiger sin mand, skal hun få sine tænder smadret med brændende sten.
Hvem er disse muslimske feminister? Hvad er disse feministers referencer? NK har undladt at henvise til de værker, han benytter sig af, hvilket gør, at læseren fuldstændig er afskåret fra videre research. De påstande, NK her remser op, kan ikke genfindes i værker skrevet af muslimer. Disse feminister, hvem de så er, har altså benyttet sig af historiske værker, som er skrevet af ikke-muslimer.
s. 46
NK skriver:
Mange gik over til islam for at undgå at skulle betale den ekstra skat. På et tidspunkt blev dette et problem for det islamiske rige, idet skatteindtægterne reduceredes, og man satte derfor en midlertidig stopper for konverteringen til islam.
NK undlader her at underbygge sin påstand om en midlertidig stopper for konverteringen ved ikke at oplyse læseren om, hvilket årstal, der er tale om og hvor han har denne oplysning fra.
NK skriver:
Det fortælles, at Omar var hård, enerådig, og at hans afgørelser og domme ikke altid var retfærdige. Det gav ham mange fjender. Omar blev myrdet i 644 e.Kr.
Omar i en nøddeskal! NK er alt for kontant i sine skildringer af fremtrædende personer i Islams historie. Hvis, der er nogen blandt muslimerne, der kan beskrive Omar, sådan som NK gør, er det shia-muslimerne. Såfremt NK i sin bog havde nævnt, at han er shia-muslim, så ville hans påstande om Omars person være forståelige. Læseren er under alle omstændigheder fortjent med at vide, hvor disse oplysninger stammer fra. Især når man skriver om de første 4 kaliffer, er det afgørende, om man anvender sunni-muslimsk eller shia-muslimsk kildemateriale.
s. 47
NK skriver:
(Note 10, side 216): I virkeligheden er der intet, der tyder på, at Muhammad var analfabet, men i den islamiske tradition gøres der meget ud af at fremstille ham som sådan. Dette styrker dogmet om, at den guddommelige åbenbaring ikke blev ændret eller manipuleret, idet det var en analfabet, der modtog den.
NK tror ikke på, at profeten Muhammad var analfabet. Den, der bestrider noget, der står nævnt i Koranen (surah 7, vers 158) sort på hvidt, vil ifølge Islam ikke længere kunne kalde sig selv muslim, medmindre vedkommende beder Gud om tilgivelse.
NK skriver:
Som kalif udviklede Uthman sig efterhånden til en korrupt despot, da han bl.a. favoriserede sin egen Ummayya-stamme og så stort på umma-begrebet.
Efter NKs betegnelse af kaliffen Uthman som en korrupt despot, er der ingen tvivl om, at han er inspireret af shia-islamisk historieskrivning, hvis fornemste ærinde er at håne og bespotte de tre første kaliffer.
s. 50
NK skriver:
Kun fire madhahib har overlevet: Den såkaldte »shafitiske«, hvis retstanker i dag er dominirende i Østasien, Østafrika og Nedreegypten. Den såkaldte »malikitiske«, hvis retstanker i dag er fremherskende i Øvreegypten, Nordafrika og Spanien. Den såkaldte »hanafitiske«, som var Osmannerrigets officielle retsskole, og som betragtes som den mest liberale og tolerante retsskole/retning. (Det er den eneste retning, der tolererer alkohol - i små mængder).
NK går helt galt i byen, når han kan gå så langt som at påstå, at den hanafitiske retning "er den eneste retning, der tolererer alkohol - i små mængder". Ingen af de 4 sunni-islamiske retsskoler tillader indtagelse af alkohol - heller ikke i små mængder.
s. 51
NK skriver:
(Note 11, side 216): De tyrkiske osmannere gik fra den arabiske betegnelse Khalif til den tyrkiske sultan.
De osmanniske (tyrkiske) sultaner har siden kalif-embedet overgik til Osmannerriget i 1516, betegnet sig selv som både sultan og i allerhøjeste grad Khalifatul-muslimeen.
s. 53
NK skriver:
De, der er »nijs«, urene, de vantro og kvinder, der bløder (ved menstruation og efter fødsel), må ikke røre ved Koranen. (Dette er noget, islam har taget til sig fra den gammeltestamentlige tradition. I 3. Mosebog 12 sættes kvindeblod i forbindelse med menstruation og efter fødsel på linie med spedalskhed. Baggrunden for det er en forestilling om, at vældige kræfter er på færde i kvindekroppen og kan være en trussel mod både det guddommelige og mod manden). Når en muslim tager Koranen op, starter han/hun med at kysse den og tager den derefter op til panden. Man læser den siddende og i hjertehøjde.
NK gør det endnu engang. Han hævder, at Islam er blevet påvirket af tidligere religioners traditioner, hvilket gør det tvivlsomt, hvor meget muslim, han egentlig er. NK må bestemme sig: Hvem har forfattet Koranen, Gud eller Muhammad?
Den gammeltestamentlige argumentation mod kvinder, der bløder, er sagen ganske uvedkommende. Dette er ikke Islams syn på kvinder med menstruation. NK glemmer nogle gange, at han skriver om Islam, og ikke en komparativ analyseværk om Islam og andre religioners indflydelse på den.
Det er ikke obligatorisk at kysse Koranen og tage den op til panden, inden man som muslim skal til at læse i den. Det er snarere kulturbestemt og er frivilligt, om man vil gøre det.
s. 54-55
NK skriver:
Det klassiske arabisk, som Koranen er skrevet i, og modsigelserne og tvetydigheden har i tidens løb gjort Koranen til genstand for mange fortolkninger. Derfor er der de mange sekter eller retninger. Alle bruger den samme Koran, men læser den forskelligt, og uenigheden mellem mange retninger handler generelt om, hvordan man i praksis skal fortolke Koranen. Man kan faktisk finde det, man søger - nøjagtig som i Biblen - og fortolke efter forgodtbefindende. Nogle fortolker den bogstaveligt og lever derefter. Andre fortolker den mere afslappet og tidssvarende.
Der er ingen modsigelser i Koranen. De mange sekter eller retninger, som NK mener har sin rod i "Koranens modsigelser" skyldes forskellige fortolkninger af nogle verser i Koranen og profetens Sunnah (dvs. sædvane).
NK har her endnu engang vist, at det ikke er oprigtigt ment, når han hævder, at han er muslim. Hans udlægninger af Islam er gennemsyret af, at han ikke er det.
s. 56
NK skriver:
For at samle det islamiske trossamfund om noget fælles opregnede den første khalif, Abu Bakr, de fem mest fundamentale pligter, de såkaldte »Fem Søjler« for den korrekte fromme praksis.
Det var ikke den første khalif, Abu Bakr, der fastlagde "de fem søjler", men til gengæld profeten Muhammad selv. (Se Hadith 2 og 3 i bogen "Fyrre Hadis" på dansk ved Imam an-Nawawi, ISBN 87 87728 08 7).
s. 57
NK skriver:
Børn, de syge, de gamle og kvinder, der har menstruation eller er i barselsseng, er fritaget.
De syge og de gamle er IKKE fritaget for bønnen, medmindre de er sindssyge. De kan dog foretage deres bønner på en måde, som ikke er forulempende. Hvis de har problemer med at bøje sig og knæle, så kan de nøjes med at sidde under hele bønnen. Såfremt de heller ikke er i stand til det og må ligge, kan de også udføre deres bønner i sengen - hvor de forinden har sørget for den rituelle vask. Rituel vask kan også foretages uden vand - hvis det ikke er tilgængeligt - ved den syges berøring af noget fast, f.eks. væggen eller noget sand.
s. 58
NK skriver:
Derefter vasker man armene op til albuerne tre gange - først højre og derefter venstre. (Menneskets højre side opfattes som aktiv/hellig og symboliserer liv og det mandlige. Venstre side opfattes som passiv og symboliserer det kvindelige).
Det, at menneskets højre side opfattes som det mandlige og venstre side som det kvindelige er ikke noget, der har sin oprindelse i det islamiske kildemateriale. Det er NKs "jeg-har-hørt-det-et-sted-fra"-viden.
s. 59
NK skriver:
Når man kommer ind i moskeen, tager man skoene og træder ind med højre ben først (højre side er som nævnt i den islamiske lære den aktive, maskuline og hellige side).
Samme påstand endnu engang: "Højre side er i den islamiske lære den maskuline side". Har ikke sin rod i Islam.
NK skriver:
Man udfører »sadjada« (prostrationer) ved bønnen, knæler og bøjer sig et vist antal gange.
"Sadjada". Forkert stavet. Skal være "Sadjda".
s. 60
NK skriver:
Det er ikke tilladt for en shi’a-muslim at bruge den røde lersten under bønnen i en sunni-muslimsk moske).
Der er ingen sunni-islamisk forbud mod, at shia-muslimer bruger muhr (den røde lersten) i sunni-muslimske moskeer. Tilladelsen til dennes anvendelse afhænger af lokalmenighedens forhold til (læs: tolerance mod) det shiitiske samfund.
NK skriver:
Bortset fra fredags-middags-bønnen tager de forskellige tidebønner mellem fem og ti minutter.
NK bruger her betegnelsen "fredags-middags-bønnen" om fredagsbønnen. På arabisk kaldes det fredagsbønnen, hvor det er underforstået, at den udføres i stedet for middagsbønnen.
s. 61
NK skriver:
De fem tidebønner plus bønner ved højtider og ved dødsfald er »fard«, obligatoriske. Der er en del muslimer, der foretager ekstra/frivillige bønner før og efter de obligatoriske. De frivillige tages især, når man vil bede om syndsforladelse for noget, man har gjort.
De frivillige bønner foretages IKKE, når man vil bede om syndsforladelse. De foretages, fordi de er Profeten Muhammads Sunnah (dvs. sædvane). For hver af de 5 bøntider er der et bestemt antal frivillige bønner, der kan udføres. En teologisk tilskyndelse til udførelsen af disse frivillige bønner kan forklares med, at man vil blive belønnet af Gud for at have fulgt Profetens sædvane. De frivillige bønner som en muslim kan udføre, når vedkommende vil bede om syndsforladelse, udføres ikke på samme måde som under de 5 daglige bønner. Man holder sine hænder foran sit bryst i vandret stilling og "taler" direkte til Gud. Der er ingen bestemte bevægelser, der skal udføres eller vers, der skal reciteres. Man formulerer selv, hvad man vil bede Gud om. Dette kaldes på arabisk "du’a".
NK skriver:
»Munabar«, som ligger til højre for mihraben, svarer til prædikestolen.
"Munabar". Forkert stavet. Skal være "Minbar".
NK skriver:
Shi’itiske moskeer er ofte bygget over imamers grave (helgengrave). Dette strider i øvrigt imod islams princip om ikke at tilbede andre end Gud.
Det er en god pointe, NK her giver udtryk for. Læseren er måske undervejs i læsningen af nærværende kommentar til bogen blevet foranlediget til at tro, at NK er moderne og sekulær i sin fremstilling af Islam, og at det er derfor nærværende kommentar er så kritisk imod bogen. Ovenstående om de shi’itiske moskeer viser, at han aldeles ikke er helt ligeglad med, hvad der er islamisk og uislamisk. Det, nærværende kommentar lægger meget vægt på i kritikken af bogen, er, at NK efter eget forgodtbefindende selv vælger eller vrager, det han synes falder i tråd med den islamiske lære og det, der ikke gør. Bogen afspejler således NKs meget splittede forhold til Islam, eller uvidenhed om samme.
s. 63
NK skriver:
Zakat, som er den religiøse pligt til en fast selvbeskatning, gives hvert år på den 27. dag i ramadan-måneden.
Der er ingen islamisk regel om, at Zakat skal gives den 27. Ramadan.
Den zakat, som NK beskriver her, hedder zakatul-mal, dvs. zakat af overskudsindkomsten over et år. Denne zakat betales på et hvilket som helst tidspunkt af året, bare der er gået et år siden sidst.
Desuden er der zakatul-fitr, som er forbundet med Ramadan-måneden og er et fast, beskedent beløb. Også denne zakat kan betales på et hvilket som helst tidspunkt i eller før Ramadan-måneden.
NK skriver:
Eftertiden har omregnet dette til 1/40 eller 2% af årets nettooverskud.
1/40 = 2,5%
s. 66
NK skriver:
Ramadanen afsluttes med »Id al-fitr« (spisefesten). Denne fest, som blandt muslimer kaldes »lille jul« (tyrkerne kalder denne fest for »kucukbairam«), varer i 3-4 dage.
Det er ikke korrekt, at tyrkerne kalder ramadan-afslutningen for "kucukbairam", dvs. lille fest. De sekulære tyrkere kalder det for "shakar bairami" (slik-festen), mens de religiøse tyrkere kalder en spade for en spade, altså "Ramazan Bayrami" (Ramadan-festen).
Ramadan-festen varer i 3 dage. Offerfesten (på arabisk: Id al-adha og på tyrkisk: Kurban Bayrami) varer i 3,5 dage.
NK skriver:
»Hadj«, pilgrimsrejsen, som alle muslimer (kvinder og mænd) bør begive sig ud på, foretages mindst én gang i livet. I forhold til de fire første grundpligter er denne ikke lige så obligatorisk.
Det er NKs personlige mening, at pilgrimsrejsen ikke er lige så obligatorisk som de fire første grundsøjler.
s. 67
NK skriver:
Endelig skal ens store giftemodne børn være gift, før man rejser.
Det er ikke en forudsætning for pilgrimsrejsens gyldighed, at ens store giftemodne børn skal være gift, før man rejser. De indonesiske og malaysiske muslimer plejer at tage på pilgrimsrejse, mens de stadigvæk er unge, og især nygifte indonesere og malaysiere tager på pilgrimsrejse som på honeymoon.
s. 68
NK skriver:
For kvindernes vedkommende er der ikke foreskrevet nogen bestemt påklædning, men traditionen understreger, at kvinder ikke må bære slør under valfarten.
Upræcis formuleret. Ordet slør bruges ofte synonymt med hovedbeklædning. Det, kvinder under valfarten ikke må bære, er slør for ansigtet, ellers er hovedbeklædningen stadigvæk obligatorisk.
NK skriver:
Den første valfartspligt er »tawf«, hvor pilgrimmene går syv gange (mod solens retning) rundt om »Ka’aba’en«, det sorte firekantede telt, der er rejst over den sorte sten.
"Tawf". Forkert stavet. Skal være "tawaaf".
s. 69
NK skriver:
En anden valfartspligt er at besøge den halvcirkelformede marmormur, en gravplads i selve Ka’aba’ens område, hvor Hagar (Abrahams anden hustru) og hendes søn, Ismael, (arabernes/muslimernes forfader), ifølge traditionen ligger begravet.
Der er ingen gravplads i Kaabaens område og det er ikke en valfartspligt decideret at besøge den halvcirkelformede marmormur. Området indenfor marmormuren har tidligere været en del af Kaabaen; derfor går pilgrimmene ikke gennem, men udenom det område, når de går 7 gange rundt om Kaabaen.
NK skriver:
(Ifølge overleveringen var Abraham lige ved at ofre sin søn som bevis på sin underkastelse og lydighed over for Gud. Bibelen siger, at det var Isak, mens Koranen siger Ismael. Men via Gabriel sendte Gud ham en vædder og reddede derved sønnen - hvem det så end var - fra at blive ofret).
Man er som muslim ikke frit stillet i forholdet til Koranen. Man kan ikke være muslim, hvis man er ligeglad med Koranens beretning. Hvis Koranen siger, at det var Ismael, jamen så var det Ismael. Biblen er ikke kildemateriale for den islamiske tro. NK giver her tegn på, at han er usikker på, om han er muslim, kristen eller jøde.
NK skriver:
En sjette valfartspligt er, at man ofrer får eller lam. Denne rite udføres samtidig over hele den islamiske verden - også af ikke-pilgrimme - og kaldes »Id al-adha«, ofringens fest eller populært »Den store jul«.
Offerfesten kaldes ikke »Den store jul« hos de tyrkiske, arabiske og pakistanske muslimer. NK bør præcisere, hos hvilken befolkningsgruppe, det er populært at kalde den »Den store jul«.
s. 69-70
NK skriver:
Da man som muslim ikke må spise af det, man ofrer, bliver de omkring 2 mio slagtede dyr (som slagtes af ikke-pilgrimme, da pilgrimmene ikke må udføre u-fredelige handlinger), sendt til afrikanske muslimske lande som en slags u-lands-bistand.
Muslimer må gerne spise af det dyr, som de selv ofrer. Pilgrimmene må gerne slagte, og gør det også; det er ikke en ufredelig handling at ofre til Gud.
s. 70
NK skriver:
Muslimer, som ikke er på valfart og ofrer, giver 3/4 af ofret til de trængende og fattige og beholder selv 1/4.
1/3 af ofret gives til ens fattige naboer, 1/3 til andre fattige og den sidste 1/3 beholder man selv. Hvis man ikke har nogen fattige naboer, gives 2/3 til de fattige og resten beholdes. 3 af de 4 madhhabber (skoler) er enige om ovenstående, mens der ifølge Maliki-madhhabben ikke er nogen bestemt fordelingsregel, der skal følges.
maj 2007
Følger: 16 Følgere: 13 Biler: 3 Emner: 120 Svar: 527
Haha sjovere kan det ikke blive.
jul 2008
Følger: 68 Følgere: 69 Biler: 2 Emner: 54 Svar: 784
aug 2009
Følger: 26 Følgere: 27 Biler: 3 Emner: 137 Svar: 2.546
hvis man ikke selv respektere sig selv så er der heller ikke nogen der respektere dig.
og Nasser khader har ikke respekt for sin røder, og der er ikke nogen der vil eller kommer til at respektere ham, hverken muslimer eller dansker
det kan være at sådan nogen som Pia K, synes godt om det han siger, men inderst inde respektere de ham ikke og de synes at han er en nar
okt 2006
Følger: 29 Følgere: 27 Biler: 1 Emner: 460 Svar: 4.177
okt 2006
Følger: 29 Følgere: 27 Biler: 1 Emner: 460 Svar: 4.177
aug 2009
Følger: 26 Følgere: 27 Biler: 3 Emner: 137 Svar: 2.546
1. Prfitens sviger søn ( ham der er værdige til at blive gift med profetens datter)
2. Han er hans fætter og fra bani hashem
3. Han er den eneste der er født i ka3ba
4. Profiten saw. Har lagt ham i sin singe dag han tog ud fra ka3ba.
5. Han åbnede khaiber døren
6. Han var den første mand der kom ind i islam.
7. Han fik den første sværd i islam (the ol fokar). Og er den største kriger efter profiten saw.
Jeg kunne blive ved, og det er ikke nogen sær grund shia har givet ham det er enten profiten eller allah sw. Har givet ham
okt 2006
Følger: 29 Følgere: 27 Biler: 1 Emner: 460 Svar: 4.177
aug 2009
Følger: 26 Følgere: 27 Biler: 3 Emner: 137 Svar: 2.546
okt 2006
Følger: 29 Følgere: 27 Biler: 1 Emner: 460 Svar: 4.177
aug 2009
Følger: 26 Følgere: 27 Biler: 3 Emner: 137 Svar: 2.546
okt 2006
Følger: 29 Følgere: 27 Biler: 1 Emner: 460 Svar: 4.177
aug 2009
Følger: 26 Følgere: 27 Biler: 3 Emner: 137 Svar: 2.546
okt 2006
Følger: 29 Følgere: 27 Biler: 1 Emner: 460 Svar: 4.177
okt 2006
Følger: 29 Følgere: 27 Biler: 1 Emner: 460 Svar: 4.177
aug 2009
Følger: 26 Følgere: 27 Biler: 3 Emner: 137 Svar: 2.546
ja første barnd og mand, hand var en rigtige mandfolk i forhold til hans alder
okt 2006
Følger: 29 Følgere: 27 Biler: 1 Emner: 460 Svar: 4.177
aug 2009
Følger: 26 Følgere: 27 Biler: 3 Emner: 137 Svar: 2.546
nov 2006
Følger: 107 Følgere: 159 Biler: 9 Emner: 184 Svar: 4.336
aug 2009
Følger: 26 Følgere: 27 Biler: 3 Emner: 137 Svar: 2.546
spørge dem eller sige på dem har de en % personligehed der kanmåle sig med dem, eller er de kun 1 % lige så store hisorisk og personligheds mæssigt
den storreste mand i dag kan engang blive halv så store personligeheds messigt som saiedna abu omar eller saiedna abu baker.
Om abu baker til dem der siger dårlige ting om ham :
Se på hvem abu baker var dengang: abu baker var Makkas rigeste mand. riger end den rigeste i hele maka.
hvis vi skal måle ham i dag økonomisk messigt så var han til svarende til AP Møller i dag. Ejer halv delen af Danmark
Abu Baker Valgte at forlade alle de penge og rejse på hijra sammen med Profiten saw.
hvem som helst i dag der har så mange penge som ap møler og der kommer en alene mand og siger til dig forlade alle dine miliarder og og stikke af sammen med mig til et sted hvor jeg eger intet og hvor du starter for nul. hvem vil gøre det, hvis ikke det var en mand der havde en meget store vilige og tro på allah
aug 2009
Følger: 26 Følgere: 27 Biler: 3 Emner: 137 Svar: 2.546
HAHA En joke :D
Du skal være medlem af gruppen for at kunne kommentere.
Gå til gruppens forside