Review : 'Django Unchained' {{forumTopicSubject}}

Find en ukendt dog yderst inkarneret og passioneret filmnørd. Giv ham uanede midler og slip ham løs i verdens største medie legeland - her symboliseret ved Hollywoods professionelle filmmaskine. Gevinsten ved denne satsede investering er et seværdigt, underholdende, originalt og ikke mindst kreativt inspirerende værk, som selv de færreste film-veteraner ikke engang tilnærmelsesvis ville kunne matche. Manden i omtale er naturligvis Quentin Tarantino og hans nyeste genistreg 'Django Unchained.

http://www.imdb.com/title/tt1853728/

Allerede fra start skabes en helt unik tidssvarende atmosfære vha. stemningen og musikken, hvor man for alvor tænker sig tilbage til de amatøragtige spaghetti-film, men alligevel er tryg da man kender folkene bag rattet.

Opskriften er umiddelbart simpel ; Mand redder slave, slave savner kone, mand hjælper slave med af redde kone fra slave-ejer. Men på vanlig Tarantino-facon, så står alle hans sædvanlige krydderier naturligvis klar til at peppe showet op. Yderst intelligent dialog, ultra blodige skuddueller og en storyline som går mod al politisk logik. Men for pokker hvor formår han dog altid at gøre det så ufatteligt underholdende.

Hvor personificeringen af tidligere udgaver af Django traditionelt altid har været 'hvide' roller, så ses i rollen som slaven Django turned bountyhunter, Jamie Foxx. Motivet til denne kontroversielle beslutning har med garanti været af provokerende årsager for af skabe lidt debat og netop for at inkorporere det frygtelige historie forløb afroamerikanerne gennemlevede gennem hele 18 og 1900-tallet sammen med den klassiske spaghetti-western. På trods af mange kandidater til rollen, så kan ingen klandre Mr. Foxx det mindste. Han udfylder rollen på alle punkter og leverer i mine øjne så troværdig en præstation, kan kun manglen på mere indholdsrig dialog fra hans side adskiller ham fra mere anerkendelse. Eneste kritikpunkt er, at den næsten forsøger at skabe ham, som en ophøjelig karikering og et kulturelt ikon for det sorte samfund. Sagt med andre ord, han bliver næsten FOR sej - Se filmen og det vil give mening.

Som 'manden', 'tandlægen' og dusørjægeren Dr. King Schultz har Tarantino genbrugt Christoph Waltz, som med sit eminente skuespil i 'Inglorious Basterds' vandt en Oscar for 3 år siden. Hans portrættering af den yderst snedige dusørjæger er på højde med den forrige rolle - Selvom man alligevel sidder og føler af man har set ham i præcist den samme rolle før.

Filmen er overall en ren stjerneparade med blandt andre Leonardo DiCaprio ( 'slave-ejer' Calvin Candie ), Samuel L. Jackson, Don Johnson, Jonah Hill og mange andre. Så med et budget på $100mill., så er det vist ingen hemmelighed, at den ikke er solgt på visual effekts, men på lønninger og en super underholdende historie. Men den økonomiske satsning bærer frugt, for de formår virkeligt at skabe nogle yderste troværdige arketyper, således at man ser fuldstændigt igennem de individuelle skuespillers historik og kun ser dem og tror på dem i deres respektive roller.

Hvad der er mest beundringsværdigt ved Tarantinos kreationer er, at han med Django til fulde formår at revitaliserer genren komplet, for aldrig har en western været så uendeligt underholdende. Selv trods sin spilletid på næsten 3 timer, så keder man sig aldrig et eneste sekund. Det er præcist som da man så Michael Laudrup spille fodbold, man turde aldrig forlade sit plads, for tænk hvis man missede det næste uventede højdepunkt som alle snakker om bagefter. Hvad der netop karakteriserer Tarantinos unikke filmstil er netop, at hans film alle konstant holder spændingskurven højt, så seeren aldrig keder sig. Bevares, der var enkle træge dialoger, som kunne være kortere, men med Tarantinos resume, så kan man godt tillade sig at blive lidt nonchalant med tiden

Pappi-rating 9 / 10