Dagens WTF fra Egernt. Vol 5 {{forumTopicSubject}}

Efter tabet af mit elskede og ikke mindst originale Statoil-thermokrus, gik jeg hvileløs rundt. Det var helt bestemt er dejligt krus, det var det. Det var savnet, da jeg på ingen måde kunne undvære kaffe i bilen. Der var intet andet valg. Jeg måtte finde en erstatning. Et nyt thermokrus og naturligvis skulle det være fra Statoil. Så langt så godt. Men - hvordan skulle jeg kunne overkomme turen ned til Statoil uden kaffe? Gode råd var dyre: Havde jeg dog bare holdt bedre fast på mit originale Statoil-thermokrus!

Dog kom jeg hurtigt på en genial ide: Jeg laver da bare en god gang kaffe og tager det med i et almindeligt krus fra køkkenet. Hvis bare jeg kører forsigtigt, sker der ikke noget. Jeg kan da have det mellem benene, hvor mit gamle originale Statoil-thermokrus plejede at sidde, når vi var på tur.

Som tænkt, så gjort. En liflig duft af Colombiansk mokka bredte sig hurtigt i hele lejligheden. I det fjerne, kunne jeg næsten se, hvordan den Colombianske bjergbonde, kommer trækkende med sit æsel, bærende på to sække frisk kaffe, bare til mig alene.

Jeg ser, hvordan det varme vand falder ned i filteret, for at blive forvandlet til dejlig varm kaffe. Kaffe, som skal styrke mig på min rejse til det forjættede land, hvor der altid er rigeligt med frisk kaffe og lune pølsehorn: Statoil.

Jeg skænker min kaffe. Forsigtigt, for ikke at spilde en eneste dråbe. Jeg tager en slurk. Jeg er klar. Klar til rejse. Forsigtigt går jeg ned gennem opgangen. Jeg går ned til min garage, og sætter mig godt til rette i min Astra. Starter og sætter i bakgear. Kommer ud på vejen og sætter kurs mod Statoil og mit ventende nye originale Statoil-thermokrus.

Nå da - ser man det: Det kommunale vandværk er på færde. jaja - vil man have frisk kaffe, må man jo også finde sig i, at de graver lidt vandrør ned her og der. Gad vide, om de selv har kaffe med? Måske de har deres egen lille kaffemaskine i deres hyggelige lille mandskabsvogn, der står der ved siden af vejen. Det har de ganske givet. De ser jo ret så professionelle ud, som de står der ved deres rendegraver og med deres hårde hatte på. Forblændet af denne overraskende kommunale effektivitet og arbejdsiver, overser jeg helt det faktum, at den føromtalte rendegraver nok højest sandsynligt, har været i brug.

Naturligvis havde de brugt deres fine rendegraver. Under eder, forbandelser og påkaldelse af de onde magter, kører jeg i den fordybning, de havde lavet på tværs af vejen. Ikke særlig dyb - nok 5 cm dyb og 60 cm bred. Men træls nok til, at u-originale ikke-Statoil-thermokrus vælter. Brændende og skoldhed kaffe overalt i bilen: På sædet, på gulvet og - værst af alt - på min stakkels diller. Et smerteskrig fylder min astra, mens de måbende kommunale vandværksfolk ser min astra slingre i retning mod Statoil.

Smerten er dog for stor til at jeg kan få mig til at køre på Statoil. Derudover måtte det jo også se ud til, at jeg havde pisset i bukserne. Min skuffelse er stor, da jeg slukøret må køre forbi Statoil. Smerten fra mit underliv er dog meget intens. Jeg må hellere kontrollere, hvor stor skade der er sket. Hmmmm - skulle jeg trække ind på nærmeste rasteplads og se efter? NO FUCKING WAY!!! med gru husker jeg, hvordan jeg for et par dage siden på tragisk vis, havde mistet mit elskede og ikke mindst originale Statoil-thermokrus. Shell - der var svaret. Jeg måtte køre ind på Shell, og høre om de havde et toilet jeg kunne bruge.

Forsigtigt kørte jeg ind foran Shell. Bare nu ikke hende den storbarmede ung-arbejder fra Statoil kom forbi og så mig. Hvis hun viste, jeg kørte på Shell, ville jeg aldrig mere med god samvittighed kunne belure hendes patter igen. Diskret og en spion værdig, lister jeg mig ind på Shell-tanken. Den unge bebumsede knægt bag disken, ser op fra varmepladen med pølser. Jeg spørger forsigtigt, om de har et toilet jeg kunne låne. Med en dvask bevægelse, peger han mod en dør ved siden af hyllen med vingummi.

Vel ude på tønden efterser jeg den enøjede hævner. Øv - det ser alvorligt ud. Jeg beslutter mig for, at jeg hellere må lade min læge, Dr. Jørgensen, se den efter. Diskret lister jeg tilbage til min bil, og får ringet til Dr. Jørgensen. Han har heldigvis en ledig tid og en tørretumbler jeg kan låne til bukserne. Så - afsted til Dr. Jørgensen.

Velankommet ved Dr. Jørgensens praksis tager hans sekretær imod mig. Hvordan noget kan være så gammelt og stadig arbejde, er mig en gåde. Hun må mindst være 90 eller derover. Hun beder mig "afklæde mig mine benklæder", og tager dem dernæst med ud bagved. Gad vide, om hun har sat ved siden af Grauballemanden i skolen? Hun beder mig sætte mig på en stol i det tomme venteværelse og sætter sig ved sit skrivebord og PC. Hun sidder og taster lidt. Der går en rum tid, og pludselig begynder hun at svovle over Facebuuuuuk.

- De er på Facebook, Frk. Nielsen? spørger jeg

- Naturligvis, man må jo følge med tiden. Jeg har fundet mange gamle venner.

- Aha, spørger jeg med et lusket smil, du er måske ven med Noah?

- Nej

- Så have I måske selv båd? (hahahahahaha)

- Jamen ja, min mand og jeg havde da en robåd en gang.

Min spøg falder til jorden med et brag, og i samme sekund kommer Dr. Jørgensen ind. Han beder mig følge med. Han beder mig ligge mine underbukser. Jeg ser med gru på hans gynækolog-bænk. Naturligvis skal den benyttes, det skal den da. Skælvende bestiger jeg briksen og placere mine ben i hver benholder. Ydmygelsen var total. Jeg lukker øjnene, og skal lige til at tænke: det her bliver bare ikke værre, da døren pludselig går op og Frk. Nielsen kommer ind med mine bukser. For første gang siden Napolionskrigene, breder der sig et lille smil på hendes læber.

Dr. Jørgensen tager et par handsker på, mens frk. Nielsen forlader lokalet. Prøv at slappe af, det tager ikke ret lang tid, siger Dr. Jørgensen.

WTF - mener han virkelig jeg skal slappe af, mens han efterser min forbrændte diller??? det have jeg sq ikke selv regnet ud. Dr. Jørgensens kolde hånd, begynder undersøgelsen. Heldigvis har han da ikke parskinsons, tænker jeg, mens jeg ser tomt op i loftet, hvor man har hægt et billede op, der forestiller en hjort springe over en skovbæk. Hvor er Dr. Jørgensen dog betænksom overfor sine kvindelige patienter, der sikkert bruger denne modbydelige bænk mere end jeg, tænker jeg, da Dr. Jørgensen endelig bryder tavsheden.

Den skal nok komme sig, det er ikke alvorligt. Men - jeg tror vist jeg bliver nød til at undersøge dit anus. Inden jeg når at modsige mig, ser jeg Dr. Jørgensen finde en tube med glidecreme fra en skuffe.

WTF - hvad skal han med det???? på hans finger???? hvor skal den hen???? Jeg skulle jo bare have ham til at se på min H-YYYRGT - ARRRGGHHH. Det er bare løgn Lars Krimmi. Her skulle man bare en fredelig tur på Statoil, og nu ligger man med Dr. Jørgensens kolde hånd i tarmen!!! Det er sq et overgreb!!! Arghh - selvfølgelig skulle han ikke tage sin fingerring af inden han tog handsker på - eller - det er måske hans armbåndsur???

SPLUT - Dr. Jørgensen er færdig med sin undersøgelse og går over til sit skrivebord. Jeg kravler forfærdet ned og trækker i mit tøj. Du har en hæmoride, siger Dr. Jørgensen. Har du døjet med analkløe? N-n-n-n-n-n-nej, får jeg fremstammet, af frygt for han vil hjælpe mig med at klø. Jeg skriver en recept til dig, siger Dr. Jørgensen uden at fortrække en mine.

Skælvende forlader jeg Dr. Jørgensens praksis og sætter mig ømt tilbage i min bil. Det har var godt nok aldrig sket på Statoil. Åhhh, mit stakkels originale Statoil-thermokrus. Gad vide, hvad det ikke bliver brugt til lige nu!

Stille sætter jeg kursen mod apoteket. Flov og forulempet stiller jeg mig i køen, med min lille gule lap. Som en anden konfirmand, der skal købe sit første pornoblad, langer jeg svedende min recept over disken. Apotekeren kikker på den, går om bagved og kommer lidt efter retur med en lille æske. Jeg betaler og forlader hurtigt apoteket med sænket blik....

Hjemme igen, finder jeg æsken frem og tømmer indholdet ud på bordet. En tube creme, et underligt langt mundstykke med mange små huller i, og en lap papir. Jeg studere den lille lap papir: Må kun indtages analt. Meget logisk. Det lille mundstykke på ca 10 cm i længden skal altså skrues på tuben og føres op i.. O M F G - selvfølgelig skal den det. Den her dag bliver bare ikke ringere. Først spilder jeg kaffe. Så brænder jeg min diller. Så skal jeg ind på Shell. Så får jeg en finger / hånd op i min tarm. Og nu dette?!!

Jeg må hellere komme i gang - ingen grund til at udskyde det uundgåelige. Ligge ned - ja - det må jeg hellere, så det ikke drypper på gulvet... Med mit held, skulle jeg nok komme til at glide i det, falde og brække både arme og ben.

Under påkaldelse af de onde magter, påføres / indføres cremen. Jeg sukker opgivende, og lægger den brugte tube tilbage i æsken uden at se for meget på den.

Mens jeg ligger og sunder mig, studere jeg æsken igen: HEMOL - hvem fanden kalder også en creme mod hæmorider for HEMOL???? er det ikke navnet på en person i "Mummitroldene"? Den serie var sq også dybt pervers, så hvorfor ikke.

I morgen skal jeg forsøge at komme på Statoil igen. UDEN KAFFE!!!