Review : 'A Good Day to Die Hard' {{forumTopicSubject}}

Det øjeblik hvor døden indtræffer, er det sekund hvor sjælen stryger til himmels.

Hvor morbidt det nu engang end lyder, så kan den parallel direkte manifesters til denne nyeste installation i 'Die Hard'-serien - eller hvad man nu bør kalde det?!...

Undertegnede har altid ELSKET den lidt brutale og corny humor, som 'Die Hard'-filmene altid har mestret at levere, uden at blev alt for useriøst. Hele atmosfæren har altid bygget på John McClane karakteren, som med sin kompromisløse facon samt sin vagabond-strisser-stil altid har kunnet frembringe et let smil, når han efter at have rundbarberet endnu en badguy kunne levere sin klassiske 'Yippi-kay-ya motherfucker'. Lidt som når Arnie altid skal sige 'I'll be back', så er det en tagline, som i dette regi aldrig bliver for meget. Men netop det faktum, at han IKKE siger det i filmen her, understreger blot hvilken kløft den har skabt til de øvrige film.

Mr. Bruce Willis er naturligvis tilbage. Han er taget til Rusland, for at få sin søn ud af spjældet, for nogle lyssky gangster-affærer. Det er naturligvis ingen hemmelighed, at Bruce har fyldt sin lunchbox med et utal af russiske håndmadder og hans nonchalante tandhjul er naturligvis smurt og klar til verbale øretæver. Men problemet er bare, at hvor det i alle de foregående film virkede, så virker det bare useriøst og påklistret her. Kemien med skuespillerne er super utroværdig og selv hans søn ( som iøvrigt ligner en russer mere end en 'kaner ), kan man slet ikke tage seriøst. Dårligt skuespil og mega tynd historie danner bare en rigtig dårlig ramme for en videreføring, at disse ellers skelsættende brillante actionbaskere.

Bruce, jeg holder stadig af dig, men STOP med at sælge ud!... Dit talent er måske svindende, men at hælde maling på et antik mesterværk er bare ikke okay.

Lad mig afslutningsvis understrege, at dette makværk ikke burde bære prædikatet 'Die Hard' ! Det er nærmest blasfemi, at denne russer-konvertering på nogen måde skal knytte associationer til de tidligere kultfilm, hvor Bruce Willis virkeligt skabte karakteren John McClane, samt måske endda grundlaget for sin senere karriere.

NB. Husk hørepropperne, for hvad denne film ikke leverer i kvalitet, det prøver den at kompensere for med bulder og brag, som straffer dine trommehinder hvis du ikke er varsom.
Pappi-rating 3 / 10