Den sidste tur. {{forumTopicSubject}}

Jeg trykker sageligt på knappen. Lygterne blinker to gange og oplyser den kolde asfalt med et orange skær. Jeg tager fat i håndtaget. Døren åbnes.
Jeg mødes af det samme syn, som så mange gange før. Men det er anderledes. Jeg ligger mærke til detaljerne, som jeg så tit har taget for givet.
Jeg sætter mig ind. Sæderne er behagelige. Tætomsluttende. Bløde, men alligevel med en vis hårdhed. Jeg lukker døren. Den er tung. Et tegn på alle de dele, som der skal være plads til, på trods af så lidt plads.
Der er stille. Verden udenfor er lagt bag mig. Nu er der kun mig og verden indenfor. Jeg trykker på det skinende og runde metalstykke. Nøglen folder sig ud. Hurtigt, men kontroleret. Jeg kigger på den. Den er brugt før. Den er slidt. Det kan næsten ikke ses. En lille fin ridse for hver gang den er blevet brugt. Jeg sætter nøglen hen til tændingen. Den skal passe perfekt. Jeg ved den passer perfekt. Nøglen skal give liv til dyret. Min stolte ganger. Jeg trykker nøglen ind. Man kan mærke alle de små metaldele, som nøglen møder undervejs til målet forenden. Jeg ved, at der nu er kommet endnu en fin lille ridse. En notering i nøglens logbog. Et tegn på, at jeg har benyttet mig af den. Den sidste lille ridse.
Nøglen drejes. Min ganger vækkes fra sin dåd. Den er i live.
Jeg læner mig tilbage. Der er stille. Kun min gangers sagte vejrtrækning kan høres. Fornemmes. Føles.
Min hånd rammer sadlen. En glat og kold overflade, kun delt af de kraftige sygninger, som holder det hele sammen. Jeg lader min finder følge syningerne. Kraftige. Solide. Stærke. Det er som om de fortsætter i det uendelige.
Jeg sætter mig ordentligt til rette. Forbereder mig på min færd. Min ganger løsnes fra sit greb og træder en smule frem. Jeg stopper den. Gør den opmærksom på, at det er mig, som har kontrollen. Den lystrer. Afventer tålmodigt min kommando. Vi stoler på hinanden. Jeg på, at den vil bringe mig sikkert hjem. Den på, at jeg nænsomt styrer udenom forhindringer.
Jeg sætter den i gang. Den bevæger sig fremad. Lystrer mit mindste vink. Det er en lang tur hjem. 45 kilometer. Trafikken er minimal. Jeg kan være hjemme på ingen tid. Min ganger kan holde til presset. Det kan gå stærkt!
Men jeg lader være… Jeg har god tid. Turen skal nydes. Det er min sidste chance. Den sidste oplevelse. Mit sidste øjeblik.
Vejen er lang. Ingen forhindringer forud. Kun en lige vej. Jeg knuger mine hænder om styrtøjet. Føler på det. Den samme kolde og glatte overflade, som sadlen. Mine tommelfingre føler på samlingerne. Sygningerne. Det føles godt. Det føles rigtigt.
Vi passeres af en anden ganger og dens ridder. De har travlt. Værdsætter ikke øjeblikket sammen. De bliver langsomt mindre. Væk.
Jeg studerer min ganger. Jeg kender den. Ved hvor alt er og hvorfor det er der. Det hele er som det skal være. Jeg har taget mig godt af den.
Tiden går. De 45 kilometer bliver mindre. Tiden kan ikke stoppes. Det hele er snart ovre. Jeg nærmer mig mit hjem. Mit tilholdssted. Min ganger fornemmer det også. Den ved, at dens varme stald står klar til den. Stedet hvor den hviler i nattens mørke. Stedet hvor den er sikker. Den vil have et jeg skal dreje, men jeg fortsætter. Min ganger virker forviret, men gør som jeg ber om. Den fortsætter uændret, men finder en alternativ rute. Vi har ikke samme destination. Ikke samme mål, som dagen før. Jeg beroliger den. Beder den om ikke at tænke over målet. Min ganger lystrer. Følger mit mindste vink.
Vi nærmer os mit mål. En standknægt står klar til at tage imod mig. Jeg standser min trofaste ganger. Den er stadigvæk vågen. Jeg knuger igen styrtøjet i mine hænder. Jeg er stolt af den. Den har altid gjort hvad jeg har bedt om. Altid været over mine forventninger.
Jeg tager en dyb vejrtrækning. Drejer nøglen. Min stolte ganger falder i en dyb og rolig søvn. Jeg ånder ud. Betragter stilheden. Det var den sidste gang. Jeg skal aldrig høre den vågen igen.
Jeg taget nøglen ud. Ser på den. Den sidste lille ridse. Det sidste bevis på min og min gangers færden. Jeg klapper den sammen. Nøglen er beskyttet i sit itui.
Døren åbnes. Jeg stiger ud. Betraget for en sidste gang det syn, som jeg så mange gange har taget for givet. Sikke et syn. Døren lukkes. Synet er væk. Slørret bag en mørk rude. Jeg vil altid huske det.
Staldknægten kommer hen til mig. Han har dokumenterne klar. Viser mig stolt den yngre ganger, som min altid trofaste og stolte ganger skal erstattes af. Den er mere adræt. Skal sjældent have slukket sin tørst. Lettere at børste. Lettere at holde flot. Jeg ligger min hånd på den. Den sover tungt. Samler kræfter til, at betjene mig. Bringe mig sikkert frem.
Jeg giver staldknægten min nøgle. Min gangers sjæl. Jeg sætter mit navn på staldknægtens klargjorte dokument. ”Tillykke” siger han, mens han rækker mig nøglen til min nye ganger. Jeg tager nøglen. Den er beskyttet i sit itui. Jeg kigger op. Betragter min nye ganger. Kan jeg stole på den? Kan jeg tæmme den? Jeg trykker sageligt på knappen. Lygterne blinker en gange og oplyser den kolde asfalt med et orange skær. Jeg tager fat i håndtaget. Døren åbnes. Jeg mødes af et nyt syn, som jeg ikke har mødt før. Det er anderledes. Jeg ligger mærke til detaljerne.
Jeg sætter mig ind. Sæderne er behagelige. Tætomsluttende. Bløde, men alligevel med en vis hårdhed. Jeg lukker døren. Den er let. Der er stille. Verden udenfor er lagt bag mig. Nu er der kun mig og verden indenfor. Jeg trykker på det skinende og runde metalstykke. Nøglen folder sig ud. Hurtigt, men kontroleret. Jeg kigger på den. Den er ny. Fuldstændigt uspoleret. Jeg sætter nøglen hen til tændingen. Den skal passe perfekt. Jeg ved den passer perfekt. Nøglen skal give liv til dyret. Min nye ganger. Jeg trykker nøglen ind. Man kan mærke alle de små metaldele, som nøglen møder undervejs til målet forenden. Den første ridse. Den første notering i nøglens logbog. Det første tegn på, at jeg har benyttet mig af den. Den første lille ridse. Nøglen drejes. Min ganger vækkes fra sin dåd. Den er i live.
Alt er anderledes. Jeg ved hvor alt er og hvorfor det er der, men det er ikke det samme. Jeg løsner min ganger fra dens greb. Den træder lidt frem. Jeg stopper den ikke, men beder den om at fortsætte. Jeg passerer min gamle ganger. Den sover. Overladt til sin skæbne hos en anden ridder. Jeg er stolt af den. En stolthed, som den nye ganger først skal gøre sig fortjent til. Det tager tid. Det kræver erfaring.
Jeg beder min ganger om at fortsætte. Væk fra dette sted. Væk fra minderne. Jeg ser mig ikke tilbage…