Gode råd om kilometertal

Når du skal sælge din bil, er det afgørende at være ærlig og oplyse kilometertallet. Potentielle købere vægter ofte denne information højt for at få et klart billede af bilens historik og stand. Ved at levere pålidelige oplysninger om kilometertallet bidrager du til en tillidsfuld salgsproces og sikrer, at både du og køberen får en gennemsigtig handel

Når man taler om kilometertallet på en bil, så mener man det antal kilometer, bilen har kørt. Alle biler har en kilometertæller - et instrument, der måler hvor langt bilen har kørt. Denne tæller kan være digital eller analog. De fleste nyere biler har nu digitale triptællere, som hele tiden måler hvor mange kilometer bilen har kørt. En digital kilometertæller ligner lidt et digitalt ur, mens den analoge ofte er sort/hvide små felter på en række, der mekanisk bevæger sig, når bilen kører.

Kilometertallet er ofte interessant i forbindelse med køb og salg af biler. Tallet har stor betydning for prisen på en bil. En brugt bil, der har kørt 30.000 kilometer er ofte langt mindre slidt end en tilsvarende bil, der har kørt 300.000 kilometer. Når en bil har kørt 200.000 eller 300.000 kilometer, kan man forvente et langt større antal fejl og reparationer - og salgsprisen er derfor meget lavere.

Kilometertallet er dog ikke altid en garanti for en bil i god stand. En velholdt bil, der har kørt 150.000 kilometer kan sagtens være et bedre køb end en mindre velholdt bil, som kun har kørt fx. 80.000. Bilens kilometertal skal derfor ses som en del af en samlet vurdering, hvor resten af bilens historie, stand o.s.v. er mindst lige så vigtigt.

Fusk med kilometertal på bilen

Der bliver heldigvis ikke snydt med kilometertallet på størstedelen af brugte biler til salg.
Men hvis du overvejer at købe en bil, så bør du for en god ordens skyld undersøge, om det antal kilometer sælger opgiver, virker troværdigt. En undersøgelse foretaget af AutoUncle påviste, at der er et utroværdigt kilometertal på ca. 10% af de brugte biler, der er til salg i Danmark.

Det er muligt at snyde med kilometertallet på en bil, hvis man fx. “spoler” tælleren tilbage - på de gamle analoge kilometertællere kunne dette gøres ved at sætte et kabel fra instrumentbrættet i en skruemaskine og ganske simpelt “spole” tilbage. Til moderne tællere kræves der en computer og noget software - flere firmaer tilbyder såkaldt “justering” af moderne kilometertællere. Det er selvfølgelig ulovligt at sælge en bil, som har kørt mere end sælger skriver i annoncen. Sælger må ikke gøre bilen mere attraktiv ved at skrue kilometertallet tilbage - og dermed snyde køber af bilen. Men nogle gange er det faktisk ganske lovligt at skrue kilometertallet frem eller tilbage. Fx hvis bilen har fået nyt instrumentbræt, kilometertælleren var defekt o.s.v. Sælger skal dog altid oplyse, at han har justeret kilometertælleren.

Hvad skal man holde øje med?

Der er mange ting man kan gøre for at undersøge, om en bils kilometertal virker troværdigt:

- Slå bilen op på www.bilgalleri.dk/nummerplade og se hvor mange kilometer bilen havde kørt ved sidste syn.
- Find servicebogen i bilen (ligger ofte i handskerummet eller under et forsæde) og led efter kilometerhistorik.
- Vurder selv bilens stand. En bil der har kørt mange kilometer har ofte blankslidt rat, gearknop og dørhåndtag. Pedaler har ofte mistet deres riller o.s.v.
- Tjek klistermærker i dør eller forude, de har ofte datoer: olieskift, vignetter til byer og motorveje i europa o.s.v.


Annonce