Farvel til den første bil? :( {{forumTopicSubject}}

Den første bil vil altid være noget særligt.
Efter rigtig mange gode eventyr med min lille røde bil, har den atter engang (det er ikke den første gang) fået dødsdommen.
Den har altid fået ros til syn, men nu begynder reparationerne at blive for dyre og for mange, i forhold til bilens alder og faldende stand.

Det er den første og eneste bil jeg nogensinde har eget, en VW Polo fra '92. Jeg tog fra København til Århus og hentede den hjem, købt af en ung pige, og før det eget af en ældre herre der havde opbevaret den i en garage det meste af bilens levetid, så derfor havde bilen et lavt og sundt kilometer-tal. Købt fordi min morfar i sin tid ejede en lignende bil, som jeg var meget vild med da jeg var lille.

Siden da har bilen stået model til meget: Været pakket til bristepunktet med enorme højtalere, borde, DJ-pult og hvad der ellers hører med, da min ven og jeg skulle spille til skolefester, halvmarathon, 18-års fester, og et bryllup. Den har stået model til et roadtrip ned gennem Europa til Italien, hvor den har måttet kæmpe sig op af bjergsider langs snoede veje, overhalet af veteran-biler fordi den ikke var hurtig nok. Den har været vognen der har gjort det muligt for vennegruppen at kunne tage på den årlige sommerhustur hvorend i Danmark vi ville hen, været nøglen i samtlige dates til drive-in bio, date i Malmø, og muliggjort en tur til Berlin. Den har overlevet et amatør-agtigt tyveri-forsøg i Nordvest hvor ruder var smadret, rattet var smadret, tænding var smadret, ledninger var flået, den har haft identitetskrise efter et tyveri af dens nummerplader, der to dage senere var skyld i at en eftersøgt fyr blev fanget på Amager. Den tiltrækker sig altid opmærksomhed når vennerne og jeg kører gennem landet. Folk tager billeder, griner og vinker. Den lille bil har sin egen reputation på min arbejdsplads, og trods klager fra receptionen over at den efterlader oliepletter og jokes fra kollegaerne om at den da ikke er værd at samle på længere, er jeg stolt af at komme kørende i den hver dag. Altid elsker jeg at køre gennem København med vinduet nede, solbrillerne på, og musikken skruet helt op - som reelt retro musik, der fanger folks opmærksomhed.

Men nu er tiden måske (Bemærk, MÅSKE! Jeg har ikke helt opgivet den endnu) nået til at den skal væk. Nostalgien er stor, og bilen betyder så meget for mig, så det bliver ikke uden en klump i halsen når jeg tømmer den gamle vogn for private egendele.
Ja, jeg skal da have en ny bil, men den kan ikke erstatte min røde ræser på samme måde.

Den lille bil er som min bedste ven, den er som min tro følgesvend, som Anders And passer sammen med sin bil, passer jeg med den.

Jeg har tit fået at vide af venner og kollegaer at de ikke kender nogen der er så glad for sin bil, som jeg er for min.

Men er der nogen andre der har svært ved at skulle skille sig af med sin første bil??